I 1347 ramte pesten Europa.
30 til 50 procent af befolkningen døde. Læger havde brug for forklaringer, og de gav sig selv én: dårlig luft. Miasma. Sygdommen kom fra dampe i luften.
Og varmt vand — det åbnede porerne. Så miasmaen kunne trænge ind i kroppen.
De offentlige badehuse lukkede. London havde 13 badehuse i 1200-tallet. Augsburg havde 17. Wien havde 29. I løbet af et par generationer var de næsten alle væk.
Folk holdt op med at bade.
Det er ikke en metafor. Det er bogstaveligt. I 200 år vaskede europæere primært deres tøj, ikke deres krop. Parfume var ikke en luksus — det var en strategi. Frankrigs hof under Ludvig XIV var berygtet for sin lugt.
Det er ikke “middelalderen var beskidt, fordi de var tilbagestående”. Det er “videnskaben tog fejl, og det tog 200 år at indrømme det”.
Tænk på det næste gang nogen fortæller dig, at den nuværende forskning er klar. Den var også klar i 1348. Den klarhed kostede europæere ti generationers hygiejne.
Da badevaner endelig kom tilbage i 1700-tallet, var sæbe noget, kun de rige havde adgang til. Hygiejne var blevet en privilegie-markør. De rige badede. De fattige stinkede. Og der kom en grund til det. Den grund var en skat.
Kilder og noter
- Wikipedia — Black Death — 1347-1351, dødstal
- Wikipedia — Miasma theory — videnskabelig konsensus indtil ~1860
- Smithsonian Magazine — A Brief History of Bathing — badehuse lukkede efter pesten
- London badehuse 1200-tallet: 13 documented. Augsburg 17. Wien 29. Tal varierer hos kilder.
- Ludvig XIVs hof: parfume som badeerstatning er veldokumenteret