Fedtet bag sæben: al sæbe starter med fedt.
Fedt + lud = sæbe. Har altid været sådan. Det eneste du kan vælge, er hvilket fedt.
Palmeolie
De fleste vælger palmeolie. Det er billigt, neutralt og giver en nogenlunde sæbe. Det er også blødt. Har lavt smeltetepunkt. Sæben opløses hurtigere, end den burde. Vi fravælger det bevidst på trods af, at det er en billig kilde.
Og ja — regnskoven er en del af regnestykket, men det er en anden samtale.
Grisfedt
Grisfedt virker. Det har det gjort i århundreder. Men fedtsyreprofilen ligner ikke hudens egne lipider. Sæben bliver blødere og forsvinder hurtigere. Det bruger vi heller ikke.
Kokos giver skum. Masser af skum. Men det kan udtørre huden, fordi laurinsyre er effektiv til at fjerne alt — inkl. det talg din hud producerer for at beskytte sig selv.
Men 100% kokossæbe slår industrielle rengøringsmidler. Den er det historiske grundlag for “laundry soap” — sæben man brugte til vaskepletter, fedtede skjorter, opvasken efter en stegt gås.
Lokale… men
Raps og solsikke er ikke forkerte. De er neutrale, lokale og billige. De er bare ikke det bedste.
Begge er høje i linolsyre — en flerumættet fedtsyre, der er ustabil i sæbe. Den oxiderer over tid og giver “DOS” — orange pletter på sæben og en harsk lugt. Samt er barerne bløde og har ret kort holdbarhed.
De er billige, fordi de er overskudsprodukter fra fødevareindustrien. Dem bruger vi heller ikke.
Som base bruger vi oksetalg eller olivenolie.
Oksetalg & Oliven
Oksetalg har meget højt smeltepunkt. Det giver hård og drøj sæbe. Fedtsyreprofil, der ligner hudens egne lipider — palmitinsyre, stearinsyre, oliesyre. Det er ikke tilfældigt, at det føles rigtigt mod huden. Det er naturens kemi.
Olivenolie base giver en federe, blødere fornemmelse og bidrager med oliesyre, som huden kender. Ekstrem mild.
Kendt klassiker fra næsten 1000 år siden.
Det er ikke romantisk. Det er et valg. Hvert fedt har en konsekvens — for sæben, for huden og for holdbarhed. Vi valgte det bedste, ikke det nemmeste.
Oksetalg eller Oliven. Det er det.