Det er én af historiens sjove pointer.
Romerne, der byggede akvædukter og termebade i hele imperiet, lavede ikke sæbe.
De smurte sig ind i olivenolie. Svedte i de offentlige bade — tepidarium, caldarium, frigidarium. Og skrabede olien, sveden og snavset af huden med en strigil. En buet metalskraber.
Det var en høj-kultur. Det var ren. Men det involverede ikke sæbe.
Sæben kom fra de “barbariske” folk nord for grænsen. Plinius den Ældre skrev i Naturalis Historia, første århundrede efter Kristus:
“Sæbe — en opfindelse af gallerne, til at gøre deres hår skinnende. Lavet af talg og aske, den bedste fra bøgeaske og gedefedt. Blandt germanerne bruges den mere af mænd end af kvinder.”
Gallerne og germanerne lavede sæbe. Til at gøre håret blegt og blankt. Mændene brugte mere af det end kvinderne.
Det er ikke det billede, vi har af “vores forfædre i Nordeuropa”.
Det første dokumenterede medicinske rationale for sæbe kom fra den græske læge Galen i andet århundrede. Han anbefalede germansk sæbe. Han mente, den var bedst. Det er omkring der, sæbe begynder at flytte fra håndværk til medicin — fra noget barbarerne lavede til noget de civiliserede skrev anbefalinger om.
Den lærdom har vi ikke helt fordøjet endnu. Vi opfinder stadig “ny” hudpleje og glemmer, at de germanske mænd i år 100 allerede havde regnet ud, at fedt + aske + vand var godt for dem.
Kilder og noter
- Wikipedia — Plinius den Ældre, Naturalis Historia)
- Wikipedia — Strigil — romersk bade-praksis
- Wikipedia — Galen — medicinsk rationale, 2. århundrede
- American Cleaning Institute — Soaps & Detergents History
- Citat fra Plinius: bøgeaske + gedefedt, mænd > kvinder. Naturalis Historia bog XXVIII.